Back Battaglia di Seven Pines Corsican Schlacht von Seven Pines German Battle of Seven Pines English Batalla de Seven Pines Spanish نبرد سهون پاینز Persian Bataille de Seven Pines French Battaglia di Seven Pines Italian セブンパインズの戦い Japanese Slag bij Seven Pines Dutch Batalha de Seven Pines Occitan
| Slaget ved Seven Pines | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Del af Amerikanske borgerkrig | |||||||||
 The Battle of Fair Oaks, Va. af Currier and Ives (1862). |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
| Amerikas Forenede Stater | Amerikas Konfødererede Stater | ||||||||
| Ledere | |||||||||
| George B. McClellan | Joseph E. Johnston G.W. Smith |
||||||||
| Styrke | |||||||||
| ca. 40.000 | ca. 40.000 | ||||||||
| Tab | |||||||||
| 5.031 (790 døde, 3.594 sårede, 647 savnede og tilfangetagne)[1] | 6.134 (980 døde, 4.749 sårede, 405 savnede og tilfangetagne)[1] | ||||||||
Slaget ved Seven Pines, som også kaldes Slaget ved Fair Oaks eller Fair Oaks Station, fandt sted den 31. maj og 1. juni 1862 i Henrico County, Virginia som en del af Peninsula kampagnen i den amerikanske borgerkrig. Det var kulminationen på generalmajor George B. McClellans offensiv op gennem Virginia halvøen hvor Army of the Potomac nåede udkanten af Richmond, Konføderationens hovedstad.
Den 31. maj forsøgte Sydstaternes General Joseph E. Johnston at overrumple to Unions korps som syntes isolerede syd for Chickahominy floden. Selv om sydstaternes angreb ikke var velkoordinerede lykkedes det dem at drive IV Korps tilbage og tildele det alvorlige tab. Forstærkninger ankom og begge sider tilførte flere og flere tropper til kampen. Støttet af III korps og generalmajor John Sedgwick's division fra generalmajor Edwin V. Sumner's II Korps (som krydsede den højvandede flod over Grapevine Bridge), blev Unionens stilling endelig stabiliseret. General Johnston blev alvorligt såret under kampen og kommandoen over den konfødererede hær overgik midlertidigt til generalmajor G.W. Smith. Den 1. juni fornyede Sydstatshæren sin angreb mod Unionsstyrkerne, som havde fået yderligere forstærkninger, og gjorde ingen fremskridt. Begge sider hævdede at have vundet. [2]
Selv om slaget taktisk set var uafgjort, var det det største slag som var udkæmpet i det østlige operationsområde indtil da, og tabene havde været på omkring 11.000 i alt. Det markerede afslutnignen på Unionens offensiv og førte til Syv dages slaget og Unionens retræte i slutningen af juni.[3]